Pædagogik
Klatretræet skal være et trygt og spændende sted at udvikle sig for alle børn.
For at sikre det enkelte barns og gruppens udvikling samt trivsel, arbejder vi målrettet med de pædagogiske læreplaner. Især forår og efterår har vi har et særligt fokus på arbejdet med disse lærerplaner. Dog har vi hele året et blik for, at vi løbende inddrager aktuelle temaer i vores aktiviteter.
Sådan arbejder vi med:
Børnesyn
Hos os i Klatretræet mener vi, at dét at være barn har værdi i sig selv. Alle børn skal udfordres og opleve mestring i lege og aktiviteter.
Dannelse og børneperspektiv
Børn skal høres og tages alvorligt som led i starten på en dannelsesproces samt udvikling af demokratisk forståelse. Dette arbejder vi blandt andet målrettet med under dagens måltider, hvor det pædagogiske personale er opmærksomme på at skabe en nuanceret dialog, der skaber refleksioner hos børnene.
Leg
Legen har et særligt fokus i Klatretræet. Legen er en central del i børnenes udvikling. Legen skaber og udvikler venskaber, legen er en stor del af sprogudviklingen, og legen skal af de voksne have et fokus, som skaber udvikling for både fællesskabet og det enkelte barn.
I Klatretræet arbejder vi med børnestyrret leg. Dette er en pædagogisk tilgang til legen, hvor personalet arbejder målrettet med deres rolle i legen. Der har tidligere været en proces, som særligt har haft til formål at skabe yderligere indblik i børns leg og dens betydning. Personalet har nu en undersøgende tilgang til legen, hvor vi blandt andet er opmærksomme på, om børnene har brug for, at vi går forrest, ved siden af eller bagved i legen.
Vi arbejder løbende med de fysiske læringsmiljøer, med et blik for at dette læringsmiljø støtter børnenes leg og læring. Vi skaber blandt andet rum i rummet, som skal give mulighed for fordybelse og læring i legen. Vi forsøger ligeledes at have et blik for hvilke legezoner børnene anvender, hvordan de anvender dem, og om den aktuelle børnegruppe søger andre/ny typer legezoner, således at vi løbende kan justere vores tilbud af legezoner og legetøj.
Læring
Læring skal forstås bredt, og læring sker for eksempel gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen og ved at blive udfordret.
Børnefællesskaber
Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for. Vi har et blik for at børnefælleskabet også eksistere og skal kunne udvikle sig på tværs af køn, alder og stuer. Derfor må børnene gerne lege på tværs af stuerne, og vi har skaber ture ud af huset og aktiviteter på tværs af vuggestue og børnehave og på tværs af stuerne i de to “afdelinger”
Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunktet for arbejdet med børns læring. I Klatretræet integreres arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i det daglige pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer.
For at sikre alle børns læring arbejder vi - som beskrevet under pædagogiske lærerplaner - med længere forløb på tværs i hele Klatretræet. Vi arbejder yderligere med en ugeplanlægning, som sikre alle børns læring over hele dagen. Dette er et internt arbejdsredskab, som gør, at vi har et blik for alle børn, og at vi løbende kan evaluere vores pædagogiske tiltag og derved børnenes læringsmiljø.
Fra omkring november og frem til den første april, hvor de kommende skolebørn rykker videre til SFO, arbejder vi målrettet med denne gruppe af børn. Vi arbejder på tværs af stuerne i børnehaven med Lydbyen. Dette er et pædagogisk materiale som udvikler forskellige kompetencer indenfor børnenes sprogtilegnelse. Hvilket fokus vi specifikt har vil de fortløbende sprogvurderinger og børnegruppens sammensætning afgøre. Lydbyen har dog altid et særligt fokus på de lydlige kompetencer, på sprogforståelse, og på omverdensforståelse, da alle tre elementer er afgørende i barnets sprogtilegnelse forud for at kunne lære at læse og skrive.
Vi arbejder altså intensivt med skolegruppen to gange om ugen i perioden fra omkring november til og med slutningen af marts. Der er dog yderligere et særligt blik for børnenes bidrag til fællesskabet, deres sociale kompetencer og deres selvhjulpenhed. De nævnte elementer er med til at skabe de bedst mulige forudsætninger for en god start i SFO og senere skole.
I forbindelse med de ældste børn i børnehaven er vi tillige opmærksomme på, at vi skal have et særligt fokus i forhold til mere selvstændigt at kunne skabe og indgå i nye børnefælleskaber.
Vi besøger løbende legepladsen på Torstrup Skoles SFO, da de fleste af børnene fra Klatretræet oftest har Torstorp som distriktsskole. Det er også Torstrup Skole, som er repræsenteret med medarbejdere på det særskilte forældremøde, det afholdes i oktober måned.
Vi arbejder med et overordnet lærerplanstema i hele huset. Hvert tema har vi fokus på i cirka tre måneder. Vi har således inddelt året i 4 perioder.
For eksempel har vi i januar, februar og marts arbejdet med temaet ”mig og min krop”. Her koncentrerer vi os om krop og bevægelse. Vi forsøger tillige at finde ud af:"Hvem er jeg?" og "Hvordan ser jeg ud?"
Således inddrages lærerplanstemaerne: krop, sanser og bevægelse - alsidig personlig udvikling samt kultur - æstetik og fællesskab i aktiviteterne.
Aktiviteterne afstemmes og udformes efter gruppen af børn og deres udviklingsniveau.
Her finder du vores pædagogisk læreplan: