Skip til hoved indholdet

Tilsynsrapport for Klatretræet, november 2025

Fakta om dagtilbuddet:

Dagtilbudstype:

Kommunalt dagtilbud

Antal børn:

64

Antal faste medarbejdere:

12

Antal afdelinger:

2 vuggestuer / 2 børnehavestuer

Organisering:

Dagtilbuddet er en del af klynge D.

Forældresamarbejde:

Klynge D har en forældrebestyrelse og dagtilbuddet har et kontaktforældreråd.

Deltagere ved tilsynsdialog:

Pædagogisk leder Tjanan Bjerre

Klyngeleder Lisbet Mathiesen

Observatør Hanna Omar Abu-Rashid

Observatør Anne-Mette Øland Berg

Tilsynsførende Marcus Hjorth Kern

Generelle bemærkninger:

Dette er et ordinært tilsyn. Dog er tilsynet afviklet som en del af en proces, hvor Høje-Taastrup Kommunes observatører certificeres i anvendelsen af KIDS-materialet. Derfor er observationer af praksis udført af to observatører frem for én.

Klyngeleder Lisbet Mathiesen har indtil september 2024 fungeret som pædagogisk leder af Klatretræet. I perioden fra september 2024 til og med juni 2025 har Klatretræet været under ledelse af en vikarierende leder, da Lisbet Mathiesen har fokuseret på sin rolle som klyngeleder.
Tjanan Bjerre blev ansat som pædagogisk leder pr. 1. juli 2025.

Dette tilsyn omfatter:

  • Dialog om arbejdet med udviklingsfokus i den forgangne periode.
  • Observationer af den pædagogiske praksis, foretaget med vurderingsredskabet KIDS.

Konklusion på tilsynet:

KIDS måling viser at dagtilbuddet placerer sig i følgende kvalitetskategorier:

Fysiske omgivelser – indendørs: Tilstrækkelig kvalitet

Fysiske omgivelser – udendørs: Tilstrækkelig kvalitet

Relationer: Utilstrækkelig kvalitet

Leg og aktivitet: Utilstrækkelig kvalitet

På baggrund af tilsynsdialogen kan det konkluderes at der er anledning til bekymring. Forvaltningen forventer at der sættes fokus på følgende udviklingspunkter:

  1. Sensitivitet i forhold til børnenes følelsesmæssige behov, spejling i forhold til non-verbal kommunikation og nysgerrighed på børnenes perspektiver. Afleverings- og afhentningssituationer foreslås som konkrete indsatsområder.
  1. Regel- og rollelege med tilgængelige og engagerede voksne, der deltager i børneinitierede lege med henblik på længerevarende samspil. Der kan med fordel fokuseres på at styrke de pædagogiske medarbejderes legekompetencer, f.eks. gennem brug af legemanuskripter.
  1. Afskærmning og løbende klargøring af legezoner.
  1. Tilgængeligt legemateriel på legepladsen.

Forvaltningen vil understøtte udviklingen og har en skærpet tilsynsforpligtelse hermed. Forvaltningen følger op med revidering af tilsynsrapporten i forår 2026.

Vurdering:

Arbejdet med udviklingsfokus

Klatretræet har siden sidste tilsynsdialog i 2023 haft et udviklingsfokus centreret omkring leg og aktivitet samt fortsat fokus på arbejde med nuanceret sprog, early literacy og numeracy i hverdagsrutinerne og triangulering.

Siden sin opstart i Klatretræet 1. juli 2025 har den pædagogiske leder haft fokus på at indarbejde en struktur for det pædagogisk-tematiske arbejde i dagtilbuddet, at understøtte refleksionskulturen og arbejde med bredden blandt medarbejderne med henblik på at kunne trække på forhåndenværende kompetencer på tværs og styrke videndeling.

Fysiske rammer indendørs

Indretningen i dagtilbuddet har tilstrækkelig kvalitet.

Formålet med at have god kvalitet i de fysiske rammer indendørs er at understøtte alle børns deltagelsesmuligheder og adgang til uforstyrret fordybelse i leg. I denne sammenhæng er der behov for afskærmning, så børnenes leg ikke let kan forstyrres. Ligeledes er der behov for flere legematerialer i legezonerne, så de pædagogiske intentioner fremstår mere tydelige.

Dagtilbuddets styrke er, at indretningen fremstår med tydelige rum-i-rum og tematiske legezoner, der gør børnene i stand til selv at afkode disse og igangsætte lege.

Fysiske rammer udendørs

Indretningen af dagtilbuddets legeplads har tilstrækkelig kvalitet.

Formålet med at have god kvalitet i de fysiske rammer udendørs er at understøtte alle børns deltagelsesmuligheder og adgang til uforstyrret fordybelse i leg. I denne sammenhæng er der behov for flere legematerialer, for at understøtte udfoldelsen af nuanceret leg. Ligeledes er der behov for, at legeområderne i højere grad kan afskærmes, så børnenes leg ikke let kan forstyrres.

Dagtilbuddets styrke er, at de fysiske rammer i sig selv fremstår med gode muligheder for gode muligheder for at nuanceret leg kan iværksættes, hvis det understøttes af det rette materiel og passende afskærmning.

Relationer

Kvaliteten af relationsarbejdet er utilstrækkelig.

Formålet med at have god kvalitet i det relationelle arbejde er at sikre trivsel, læring udvikling og dannelse i demokratiske fællesskaber for alle børn. I denne sammenhæng er der behov for, at der arbejdes med de pædagogiske medarbejderes opmærksomhed på børnenes non-verbale signaler og initiativer, og spejling af kropssprog, så børn med lav eller manglende verbal-sproglig kompetence ikke ender i udsatte positioner uden opmærksomhed rettet mod dem. Ligeledes er der behov for at arbejde med at de pædagogiske medarbejderes kommunikation til børnene i højere grad fremstår dialogisk og med nysgerrighed på børnenes perspektiver, så disse i højere grad kan sættes i spil i forhold til både aktiviteter og leg. Ved afleverings- og afhentningssituationer er der behov for, at kommunikationen i højere grad rettes mod børnene, så børnene i højere grad kan hjælpes i gang med lege og aktiviteter

Dagtilbuddets styrke er, at de pædagogiske medarbejdere retter deres kommunikation mod børnene frem for hinanden og jævnligt møder børnene ud fra deres individuelle alder og udviklingstrin.

Leg og aktiviteter

Kvaliteten af leg og aktiviteter er utilstrækkelig.

Formålet med at have god kvalitet i leg og aktiviteter er at understøtte udviklingen af legekompetencer, sociale og alsidige personlige kompetencer. I denne sammenhæng er der behov for en bedre balance mellem vokseninitierede aktiviteter og børneinitierede lege gennem hele dagen, så børnene oplever alternative beskæftigelsesmuligheder, hvor de har mulighed for at vælge til og fra for især at undgå uhensigtsmæssigt længerevarende ventepositioner. Der er i denne sammenhæng behov for, at der igangsættes flere regel- og rollelege med henblik på længerevarende samspil, f.eks. gennem brug af legemanuskripter.

Dagtilbuddets styrke er, at der igangsættes gode, aldersrelevante aktiviteter i mindre grupper, der med fordel kan bredes ud over hele dagen, både ude og inde.

Daginstitution Klatretræet
Gyvelhaven 2
2630 Taastrup

Telefon: 43 35 33 40

Pædagogisk leder: Tjanan Bjerre
E-mail: TjananBj@htk.dk

Klyngeleder: Lisbet Mathiesen
E-mail: LisbetMa@htk.dk

Mandag - fredag:

Klokken 06.15 - 17.00

Lukkedage